skip to Main Content

Har større globalt potentiale end Sitecore*

Teamet bag Sitecore* er for første gang siden 1998 gået sammen om en fælles investering på 15 mio. kroner i en ny, dansk potentiel unicorn. Virksomheden BifrostConnect kom på markedet i december 2020 med helt ny teknologi, som tidligere administrerende direktør for Sitecore, Michael Seifert, har været med til at udvikle. BifrostConnect har lanceret en patenteret hardware-løsning på et marked uden konkurrenter og med globalt potentiale. Sammen med investeringer fra Vækstfonden og Innovationsfonden sikrer virksomheden sig dermed en kapitalindsprøjtning på mere end 30 mio. kroner.

Forestil dig, at du kan fjernstyre og diagnosticere fejl i it-systemer med en boks, som er lige så sikker, som var det teknikeren selv, der kom fysisk på besøg. Det er sådan et produkt, stifterne bag BifrostConnect har udviklet.

”Løsningen er relevant for alle brancher – og efterspørges især hos virksomheder med mange geografiske kontaktflader, hvor der er kritiske it-systemer, der skal vedligeholdes og serviceres. Det er en genial ide, behovet er der, den er ikke udviklet før af andre og kan nemt skaleres op. Det udgør de bedste forudsætninger for at skabe en ny dansk unicorn. Jeg tror på, at BifrostConnect har større globalt potentiale end Sitecore,” siger Michael Seifert, der er medstifter og tidligere CEO i Sitecore.

”Vi er meget beærede over og glade for, at holdet bag Sitecore* tror så meget på vores produkt, at de er gået sammen om investeringen. Michael Seifert har endda været med til at produktudvikle og søge patenterne. Investeringen kommer til at give os en økonomisk indsprøjtning, som skal bruges på ansættelser i ind- og udland, og på at styrke vores marketing- og salgsaktiviteter,” siger Søren Bak Jepsen, administrerende direktør i BifrostConnect.

Den teknologi, BifrostConnect har udviklet, er ikke i konkurrence med den udbredte remote acces software, hvor teknikeren får adgang til systemet via en softwareløsning.

Fordi der er tale om hardware, løftes den sårbare adgang til virksomhedens systemer til et højere sikkerhedsniveau, og dermed lever løsningen op til de skrappe sikkerhedskrav, der stilles i de fleste industrier, som fx finans-, kritisk infrastruktur-, medicinal og forsvarsindustrien.

Sparer 50 procent af supportbesøg

”Da vi opfandt løsningen, var det svært at tro, at den ikke var opfundet allerede, fordi det er så smart. Det er en gave til virksomheder med it-systemer, der skal serviceres på mange lokationer, fordi virksomheden kan spare mere end 50 procent på deres tekniske support-udkørsler – det er rigtig mange dyre timer på landevejene, der spares, som teknikerne nu kan bruge på at løse langt flere opgaver hver dag,” siger Søren Bak Jepsen, administrerende direktør i BifrostConnect.

For teknikeren føles hardwaren som en forlænget arm på lokationen, uanset hvor lang afstanden er. Den nye hardware fungerer i næsten realtid uden forsinkelser og med en sømløs brugeroplevelse.

Det begyndte med en drøm

”Det begyndte helt bogstaveligt med en drøm, som nu er blevet til virkelighed. Jeg har i flere år arbejdet med it i store virksomheder, hvor jeg udførte en række opgaver, som burde kunne ordnes hjemmefra. Jeg undrede mig over, at det virkelig var nødvendigt at køre så meget for at servicere it-systemer på forskellige lokationer – det føltes som spild af tid og en unødvendig belastning af klimaet. En nat drømte jeg om en fysisk fjernadgangsløsning og skrev den ned på et stykke papir. Da jeg vågnede, var ideen stadig genial,” siger Benjamin Stanfeld, stifter af BifrostConnect.

Virksomheden blev etableret i 2018 af Benjamin Stanfeld og Mikkel Skovgaard. Efter udvikling og test af to prototyper blev produktet lanceret på det danske marked i december 2020, og siden i Portugal og Italien. Udover betydningsfulde globale brands i det danske C25-indeks, kan virksomheden tælle markante spillere som Atea Danmark, Agilent Technologies, som laver elektroniske og bioanalytiske måleinstrumenter til hospitaler og laboratorier over hele verden, samt HCLs Financial Services Division i Norden, blandt sine første kunder.

Strategien

”Efterspørgslen fra især store enterprisekunder har været uhørt stor for en virksomhed som os. At vi på så kort tid har formået at lukke aftaler med flere kunder i C25-indekset er fantastisk. Investeringen skal hovedsageligt bruges på at få et solidt fodfæste på nærmarkederne,” siger Søren Bak Jepsen, administrerende direktør i BifrostConnect.

For at maksimere volumen og skalere er strategien i første omgang at fokusere på større it-service partnere i ind- og udland. En strategi, som BifrostConnect er i fuld gang med at realisere.

”Planen er, at vi næste år lander en serie A-investering, der er 5-10 gange større. Produktet har uden tvivl potentiale til det, nu handler det blot om at realisere det,” siger Søren Bak Jepsen, administrerende direktør i BifrostConnect.

*Stifterne af Sitecore og hovedinvestorerne, der er gået sammen om at investere i BifrostConnect, består af Michael Seifert, Peter W. Christensen, Thomas Kirk Albert, Jakob Christensen, Lars Fløe Nielsen, Stig Hølledig og Bjarne Hansen.

Om BifrostConnect

BifrostConnect har udviklet den første reelle hardwareløsning til fjernadgang i verden. Med en enkelt device på lokationen kan teknikere få adgang til kritiske it-systemer, hvor som helst i verden – nemt, sikkert og intuitivt. BifrostConnect blev etableret i 2018 med hovedsæde i København og etablerede salgskontorer i Rom og Lissabon i begyndelsen af 2021. BifrostConnect har 15 medarbejdere og forventer at være 20 ved udgangen af 2021. Sammenlagt har BifrostConnect modtaget en kapitalindsprøjtning på mere end 30 mio. kroner fra private investorer, Vækstfonden og Innovationsfonden.

Kontakt

Søren Bak Jepsen, administrerende direktør i BifrostConnect

soren@bifrostconnect.com
+45 22 31 72 12

Benjamin Stanfeld, stifter af BifrostConnect

Benjamin@bifrostconnect.com
+45 30 11 07 91

Back To Top
Search
How about a virtual demo?

We let you control our systems, and see for yourself, how to bridge the gap to any device!